- Selve plantingen sker bedst sidst i august til og med september, men løgene kan sættes til og med december. Jo senere
de sættes, jo senere kommer de dog det første år.
- Jeg har selv plantet alle mulige blomster spredt ud over hele græsplænen. Når jeg kigger andre steder, er det faktisk
pænest i grupper.
- Antal og plantemåde (spredt eller i områder) har jeg således sat ud fra hvordan jeg selv har plantet forkert og nok
ville plante i dag.
- En fordel ved at plante i områder er desuden, at et område vil kunne slås med græsslåmaskinen, når blomsterne er afblomstret.
Hos os er vores græsplæne et mylder af blomster i alle mulige stadier og kan først slås til sidst i sæsonen.
- Afhængigt af plænens størrelse, ville jeg sætte løgene på følgende måde:
- Små græsplæner: Spinkle blomster sættes i områder med 50 til 100 løg. Kraftige blomster (tulipaner og påskeliljer)
25 til 50.
- Store græsplæner: Spinkle blomster sættes i områder med 50 til 200 løg. Kraftige blomster (tulipaner og påskeliljer)
25 til 100.
- Nogle blomster kan både sættes i områder eller spredt mellem de andre områder. Dette gælder meget tidlige og spinkle
arter. Hvis de er meget tidlige, kan de klippes sammen med de første områder der klippes efter afblomstring. Som spredte blomster
kunne jeg forestille mig, Vintergækker, Russisk Skilla og Blå dværgiris (Iris reticulata), der alle er spinkle og tidlige. De kan dog
også fint plantes i områder.
- Et alternativ til at plante i område er at dække hele plænen til med en enkelt type blomst. Dette ser utroligt godt
ud, når denne blomst blomstrer. Tænk blot på en skovbund dækket med anemoner. Ulempen er, at det er en meget kort blomstringstid.
- Løgene skal sættes med nogen afstand 5 -10 cm, da de fleste vil brede sig med tiden.
- Løgene skal ikke sættes i mønster, men smides på jorden og plantes hvor de lander. Smid ikke over et stort område.
- Løgene sættes med et bredt ukrudtsjern a la Gardena,
hvor der lige løftes en lille flig af græsplænen som løget skubbes ned under.
- Alternativt kan man købe en løglægger (et lille jern, som kan skære en prop af græsplænen) sætte løget og derefter
sætte proppen på plads igen.
- Jeg har på fornemmelsen at det cirka er halvdelen af løgene, der ikke bliver til noget.
|